Blog-lovin'

Follow on Bloglovin

mandag den 1. august 2011

Første indlæg!

Dette er mit første indlæg på min nye blog - så må vi se, om jeg kan finde ud af det :)
I den anledning må jeg hellere give en længere beskrivelse af mig selv, og hvad det her kommer til at dreje sig om.

Jeg er pt. en ung kvinde på 19 år, der netop igår blev optaget på veterinærmedicin! Det er simpelthen ufatteligt! Jeg arbejde virkelig hårdt i gymnasiet for at få gode karakterer - dog gik det hele ikke ud på at læse hver aften. Tricket var stadig at holde sig social og deltage i diverse fester. På den måde har man meget mere overskud til at læse lektier og lave afleveringer ordentligt, end hvis man sad i sin egen hule derhjemme hver dag.
Eksamenerne i 3.g gik fantastisk, jeg endte med at få 12 i dem allesammen - inklusiv AT og historie! Puha de gav mig mavesår, jeg har stadig ikke fattet, at de gik godt!
Men takket være nogle fine årskarakterere og en helt fantastisk omgang eksamener, endte jeg med et snit på 9,7 - og da det må ganges som belønning for tidligt studiestart, så blev det altså 10,5 og hermed nok til at blive optaget på veterinærmedicin i 2011. Men det var med numsen i vandskorpen, da det endelige kvote 1 snit var 10,3! Men hold op hvor er jeg glad for at være kommet ind! :D
Jeg søgte selvfølgelig også kvote 2 for en sikkerheds skyld. Testen var faktisk rigtig god, men ved virkelig ikke hvordan dem, der ikke har haft biologi har kunnet klare den! Der var selvfølgelig noget generel viden omkring dyr, men også en del spørgsmål, hvor jeg priste mig lykkelig for at have haft biologi på A-niveau i gymnasiet!
Nå, men vi mange hundrede mennesker blev skåret ned til180 - jeg var en af de heldige! Vi skulle videre til interview, hvoraf 90 ville blive tildelt en plads. Jeg kan ikke blive helt enig med mig selv om, hvordan det gik. Jeg tror det var en fordel, at jeg havde været ude hos nogle forskellige dyrlæger og set hvordan det foregik. De fokuserede meget på, hvad man vidste om uddannelsen, fx hvad de 5 hovedlinjer var, hvad de gik ud på og hvad man arbejdede med på en typisk dag som dyrlæge - både med smådyr, produktionsdyr og indenfor fødevarer.
Jeg tror det var vigtigt for dem at tjekke, at man ikke bare kom fordi man gerne ville klappe de søde dyr, men at man vidste hvad det gik ud på :) Som sagt har jeg ingen rigtig fornemmelse af, hvordan det egentlig gik, men det er jo også underordnet, når jeg kom ind på mit snit!

Der er stadig en måned til studiestart, men alligevel har man bare lyst til at købe alt udstyr, alle bøger og se sit skema NU! :D det er næsten ikke til at vente!
Og jeg skal da også skynde mig at sige, at jeg blev lidt landskendt - blev filmet 2 gange af TV2 og kom i de landsdækkende nyheder. Første gang inden jeg fik besked, og anden gang den dag, brevet skulle komme. Det var nogle ret sjove oplevelser :)

Kort om mig, så i ved hvem der sidder bag skærmen:
- Student ved Nordfyns Gymnasium 2010. Linje: Biologi A, kemi B, Matematik B. Valgfag: filosofi og musik
- Har taget to fag på GSK: mat A og fysik B. De var påkrævede for at søge ind på uddannelsen
- Vokset op i Stige, nord for Odense
- Har indtil mit 19. år boet hos min mor, stedfar og to brødre i Stige
- I sidste måned overtog jeg et værelse på Rebæk Søpark kollegiet i Hvidovre
- Elsker at besøge min far og stedmor i England
- Har to hunde: Bella (english springer spaniel) og Skye (sort labrador), foruden to marsvin, Silke og Pjuske :)
- Har tidligere haft egen pony, en sød Haflinger ved navn Whisper
- Har siden april 2011 haft part på en dejlig 4-års Pinto ved navn Figaro - ham må jeg desværre sige farvel til snart :(
- Har gået til guitar i 3 år, men er ikke vildt god endnu! :D
- Elsker at gå til koncerter
- Har pt. været sammen med min kæreste i 2½ år - Jesper <3

Det var introduktionen, jeg håber på at fylde denne blog med livets gode og dårlige stunder som studerende på SU ;)