For når man sidder og køre sodavand nummer 3 ned, har levet af hurtig mad i 4 uger og sover uroligt om natten, så kan man godt komme til at hade lidt på sit studie. Eksamensperioder er stressende, uoverskuelige og frustrerende, og det er først et par uger efter, at man kan se tilbage og evaluere sin indsats, og om man burde have læst på en anden måde, eller læst mere, eller prioriteret sin søvn så man ikke glemte halvdelen igen, eller burde have motioneret mere, eller burde have gået udenfor bare én gang i løbet af de tre sidste dage op til eksamen, fordi frisk luft skulle være så sundt.
For man VIL så gerne, man har drømt om det her hele livet, kæmpet for karaktererne i gymnasiet så man kunne komme ind på drømmestudiet. Og så sidder man dér og bander sygdomme i led og knogler langt, langt væk. Jeg har haft perioder hvor jeg helst ville kravle under dynen og først vågne når hele eksamen var overstået. Os der er lukket ind her, vi har været vant til at præstere, at gøre noget aktivt for at opnå vores mål, og de færreste af os kan ikke tolerere andet end at gøre vores BEDSTE. Hele tiden. For det er det, der fik os ind på den her uddannelse i første omgang.
Hvad end man samlede 12-taller i gymnasiet som jeg selv gjorde, eller arbejde i en svinestald i et helt år for at få erfaring, så har vi alle gjort en ekstraordinær indsats for at være her.
Jeg var vant til at være den bedste i gymnasiet, og vant til at få ros og gode karakterer.
Og smæk, så ender man her, man dumper eller får karakterer man aldrig havde været i nærheden af i hele sit liv. Og når man sidder overfor en stor eksamen, så er man modløs.Og man kan måske ikke helt huske hvorfor man egentlig er her.
Det kunne da være fedt at finde sig et stille og roligt studie, ingen hardcore udenadslære, nemt ved at få gode karakterer, ingen undervisning hver dag så man rent faktisk havde god tid til arbejde, fritid, fitness og kæreste. Hyggeligt, ligefrem.
Men så støder man på et mærkeligt ord under sin eksamenslæsning. Moribund. Hvad er det nu liiige? Man finder sin Saunder's Veterinary Dictionary frem for at slå ordet op. "In a dying state". Meget passende egentlig :)
Sjovt med den ordbog, den fik jeg gratis, da jeg meldte mig ind i VMF, vores faglige forening. Og pludselig husker jeg den første dag på studiet, man var nervøs, spændt og SÅ klar på at lære alt, hvad jeg kunne suge til mig!
Og de første nederlag - men også de første sejre! Som blev flere og flere, jo længere jeg havde gået på studiet. Uhyggeligt at tænke på hvor langt jeg er kommet. Kandidaten venter på den anden side af sommerferien!
Jeg har rent faktisk klaret mine fag, med et par skridt tilbage i starten, men jeg er med og jeg er klar, og jeg er blevet klogere. På mig selv, mine evner og hvad jeg er god til.
Pludselig virker eksamen ikke helt så dum - det ER jo det her jeg vil. Jeg synes det er dødhamrende spændende, det hele. Jeg VIL gerne kunne det. At det så er hårdt at sætte sig ned og lære udenad, det er bare vejen til at blive dygtig, og den må man tage. For hvis jeg kan det, så bliver jeg en god dyrlæge. Og når først jeg kan det, så føles det som en kæmpe sejr.
Den fedeste følelse er at se på eller høre om et dyr og dets symptomer, og pludselig kunne hive viden frem - viden som jeg op til eksamen var træt af og sur på, men som nu sidder printet i min hukommelse, og som pludselig kan hjælpe dyret. Jeg kan begynde at se sammenhænge og anvende min teori mere og mere. Pludselig kan det redde liv, dyrene bliver glade, ejerne bliver taknemmelige, og ens faglige stolthed, den überste stolthed, blomstrer.
Og så kan jeg godt huske hvad jeg laver her. Min eksamenslæsning er ikke nær så dødsyg lige nu, den er spændende, for jeg kom i tanker om hvorfor jeg sidder her.
God dag derude :)
