Blog-lovin'

Follow on Bloglovin

mandag den 9. juni 2014

Stilhed før stormen...

Min bachelor er afleveret. Færdig. DONE. Nu mangler jeg "bare" at forsvare den... Men så længe den er afleveret, så betyder det at jeg ikke længere har den hængende over hovedet som en sky af dårlig samvittighed! Jeg tager stadig mig selv i at tænke "jeg burde faktisk lige skrive.... Nårh nej!". Det er sejt nok :D
Jeg tror tidligere jeg har nævnt, at Ernæring var den eksamen jeg nok var gået senest i gang med at læse op til. Den rekord bliver med stor sandsynlighed slået. I næste uge er der eksamensuge, og vi har 3 styk:

  • Retsmedicin, 1 ECTS-point. Undervisningens varighed: 4 dage. Eksamens varighed: 1,5 timer
  • Forsøgsdyrskundskab, 1 ECTS-point. Undervisningens varighed: en enkelt øvelsesdag på 2. år, hvor man legede med mus og rotter. Resten er selvstudie af en letlæselig bog. Eksamens varighed: 30 minutter (!)
  • Anvendt Etologi, 3 ECTS-point. Undervisningens varighed: 2 uger. Eksamens varighed: 3 timer.


Med andre ord: pænt overkommeligt. Etologi er endda multiple choice, og det mener jeg også retsmedicin er. Til sammenligning er vores fag ofte nomeret til enten 7,5 eller 15 ECTS-point, så pludselig at tage et fag på ét point, det virker sådan lidt.. Vattet. Ikke desto mindre skal de stadig læres og bestås! Men jeg tror med rette man kan tale om stilhed før stormen, eftersom vi begynder på MRK-kurserne efter sommerferien. Det skulle efter sigende være den hårdeste fase på studiet, men samtidig også en af de mest spændende. En af mine studiekammerater har allerede meddelt familie og venner, at det næste halve år vil hun kun sporadisk være til at komme i kontakt med, men hun kommer hjem den 24. til jul, haha :P Hårde tider!
MRK står for medicin, kirurgi og reproduktion, og her får vi rent faktisk lov til at lege næsten-dyrlæger! Vi får lov at øve os i kirurgi, og så skal vi vidst også op i en stald i Jylland og drægtighedsundersøge køer. Sejt!
Da øvelserne ikke kan rumme 180 mennesker af gangen, er de delt op i 4 ordninger. I de tidligere år har det heddet først-til-mølle, når der skulle vælges hold, men i år har de valgt, at man ved tilmelding til faget skal vælge en 1. og 2. prioritet af hvilke hold, man vil på.
Hvad er problemet i dette? Problemet er skam, at to af holdene har hel-dags øvelser LIGE op til eksamen. Lige der, hvor man gerne vil sidde med snuden i bøgerne og læse til disse meget krævende prøver. Så gæt hvilke 2 hold, som stort set INGEN har meldt sig på...
Jeg aner ikke hvordan de har tænkt sig at gøre, når 90% af årgangen med stor sandsynlighed har sat de to samme hold som deres prioritet. De skal sikkert ud i en lodtrækning, og hvis det er tilfældet, så bliver jeg RET sur hvis jeg skulle komme på et af de dårlige hold... Præcist det samme skete op til spec pat, hvor jeg havde fjerkræsøvelser i hele ugen op til eksamen, mens alle andre kunne sidde derhjemme og læse.
Ja, dem der er dygtige skal nok komme igennem uanset hvilket hold man er på, men fanme om det ikke er træls, at gange sin stress med 100 i sådan et fag :(
Logistisk set er der bare ikke andre muligheder.. Og det er en skam at der skal være den slags forskelle, men intet er jo afgjort endnu, så jeg håber jeg får en af mine prioriteter opfyldt :)

Solen bager ned i Valby, og det er lækkert! Var på Fyn til pinsefrokost, med hele familien + kærester i sommerhus ved Hasmark (lækreste strand på Fyn!). Det var HERLIGT at nyde vejret og den gode mad, uden at have en bacheloropgave hængende over hovedet :)
Jeg har fået købt mig et par BikeFit sko, så nu står den på spinning, så man kan være bekendt at vise sig i sommertøj, haha ;) Fitness World har en firmaaftale med KU om, at vi slipper med 200 kr i abonnement, mod de 250 kr det normalt koster. Denne aftale lukkede dog for nye tilmeldinger i december måned, så jeg var heldig lige at få sneget mig med til denne lækre SU-venlige pris!
Jeg bruger mest hold-træningen, da jeg ikke aner en dyt om alle de maskiner. Så er det sgu nemmere, når der står en super fit træner og råber af dig og fortæller dig hvad du skal gøre ;) jeg bruger meget Stram Op, StepFit, LatinMix og BikeFit, og overvejer at prøve det der Thai Bo. Her op til sommeren har jeg også fët prøvet Bikini Bootcamp, hvilket kan anbefales, men det er sygt hårdt! Ihvertfald de hold jeg var på ;) det mindede om en blanding af HIT og Stram Op, og man er godt brugt bagefter! Kan anbefales, hvis man vil have en turbo-vej til resultater :)


Når man har været til Distortion, og vågner op kl-gud-ved-hvad og husker, at man skal aflevere bachelor imorgen!



Hvorfor man skal være ugle-dyrlæge:



Når bachelor-opgaven lige pludselig kommer meget tæt på, efter man har gået og planlagt den i flere måneder:



Når ens über-vegan-kristne ven spørger, om de må komme med til forelæsning om svinesygdomme, forelæst af en gut fra Landbrug og Fødevarer (emne: halekupering, kastration uden bedøvelse og hvorfor Danmark bare er de bedste til at producere svin):