Blog-lovin'

Follow on Bloglovin

onsdag den 15. august 2012

Opsummering af første år!

Nøj hvor har jeg meget at sige siden sidste post!
Første år er hermed færdigt, faktisk begynder år 2 lige om godt og vel 2-3 uger. Jeg kan slet ikke forstå hvor det år blev af!
Men jeg har et sæt gode nyheder:
- Den store, farlige Anatomi og Fysiologi 2 eksamen, er bestået! Woop! Og jeg fik endda 4! Det er meget nærkeligt at skrive, når man er vant til at få 12 i alt i gymnasiet, men jeg er simpelthen SÅ stolt af mig selv! Der blev slet ikke givet nogle 12-taller, og kun 13 10-taller. Resten var så fordelt nogenlunde lige ud på 00, 02, 4 og 7. Så jeg er faktisk rigtig godt tilfreds. Jeg sad simpelthen fra morgen til aften, og så kørte jeg bare på. Fik vidst sat 1½ liter cola til livs i den uge :P MEN, det scorede mig en bestået eksamen, sådan!

Én ting er, at det er dejligt at bestå. Men efter alle de dumpede eksaminer jeg har haft (kemi, biofysik, og vendte blankt på cellebiologi), så havde jeg virkelig mistet troen på mig selv! Jeg er gået igennem så mange følelser i dette første år. Jeg må indrømme at der var et punkt hvor jeg faktisk ikke troede på, at jeg nogensinde ville blive dyrlæge.. Det var rigtig hårdt.
Men ikke om jeg gad blive en del af den statistik, hvor kvote 1-eleverne dropper ud. Niksen! Og det her ER min drøm, og det skal nogle dumpede eksaminer ikke lave om på! Og med den motivation løb jeg med hovedet først ind i eksamenslæsningen til AF2, og fik en bedre karakter end jeg havde turde håbe på.

Mere bonus: jeg ownede den reeksamen i biofysik OG spottesten, og hele AF1 er hermed bestået! Jeg satte mig simpelthen sammen med to andre piger fra mit rushold, og så regnede vi biofysik-opgaver i to dage (de blev og sov og så film, hvilket var rigtig hyggeligt!). Og vi gik alle op og bestod biofysik, kæft det er lækkert at få den ud af livet! Og bare rolig, der er snak om at biofysik frem over kun skal blive en del af de løbende eksaminer (dem på nettet), så ingen grund til at gå og frygte det fag! Og spottesten, jamen den var meget nemmere anden gang! Tror det er fordi vi havde haft AF2 også inden den reeksamen, så jeg var blevet endnu skarpere til anatomi.
Jeg har dog ondt af dem der endnu engang måtte se sig slået af biofysik, og skal tage den igen :(

Nå men alt i alt rigtig gode ting for mig! AF2 klaret i første hug, og nu kan der også sættes kryds ud for AF1!
Jeg er netop igang med at læse cellebiologi og kemi. Cellebiologi føler jeg mig ret sikker på. Det er et fag jeg er god til, men jeg måtte se mig slået og vende blankt, da jeg havde ligget med voldsom halsbetændelse i 5 dage i den uge vi havde til at læse op.. I kemi føler jeg stadig jeg halter med opgaveregningen, så jeg sætter mig sammen med nogle andre fra studiet, og så øver vi os sammen :) det er lækkert at kunne trække på hinanden i disse situationer.

Nå, men jeg synes vi skal have en lille opsummering af første år. Til fremtidige stud.med.vet'ere, så husk at de laver studieordningen om hele tiden, så fagene kan godt bytte lidt rundt og skifte navn osv :)
Men sådan så det ud i år 11/12:

- Blok 1:
Veterinær kemi og biokemi: det er de færreste der synes kemi er særligt sjovt, så den her må man bare komme igennem. Forelæseren er en lille laboratorie-mus som ikke har de store kundskaber inden for formidling. Her gælder det om at regne opgaver! Der er teoretiske øvelser hver uge, og det er vigtigt at man kommer til disse, da det er ren eksamens-træning! Jeg gjorde ikke nok ud af dette og måtte tage kemi-delen igen. Biokemi strøg jeg igennem, men det skyldtes nok at jeg havde biologi på A-niveau i gymnasiet og havde hørt det mest før :) og så ER det altså også mere spændende end tør kemi..
Veterinært Introduktionskursus: uh, det er hyggefaget! SÅ nice et fag! Det er delt op i 2 underfag (dette kan i lige så godt vænne jer til, det elsker de at gøre!): veterinær videnskabsteori (vetvid) og zoologi. Vetvid er bare nice :) vi er meget priviligerede at have Peter Sandøe til at undervise, han er med i etisk råd og aktiv i debatter. Det er et rigtig hygge-fag om dyrevelfærd, man ser en masse billeder og videoer, og diskuterer cases, fx om cirkuselefanter, burhøns og sterelisering af huskatte. Man kan få lov at lave en lille øvelses-eksamensopgave. Dette anbefaler jeg! Det svarer nemlig til den rigtige eksamen, og det er om at øve sig :) vores omhandlede Køer på græs, mht. om mælkekvæg skulle stå i stalden hele livet. Man skal se diskussionen fra forskellige velfærdsteorier osv. Til den rigtige eksamen var emnet halekupering af smågrise. En eksamen de fleste strøg igennem :) dog er det lidt tilbage til middelalderen, da den faktisk skal skrives i hånden! Men det passer næsten med stemningen. Mit eksamenslokale lå nemlig i de gamle bygninger med små lokaler, og det var hygge at være derover for en gangs skyld, når nu man var vant til den nye, grå betonblok på den anden side af gaden ;)
Zoologi kræver en anelse mere, idet det handler om at huske en masse ting i hovedet. Heldigvis er det spændende og hyggeligt. Eksamen er en lidt sær multiple choice test, de kan finde på at spørge om alt muligt! Men igen, de fleste stryger nemt igennem her :)

- Blok 2:
Nu starter et rigtigt dyrlægefag: Anatomi og Fysiologi 1! Sideløbende med faget Cellebiologi, Almen Histologi og Basal Genetik (som i kan høre består sidstenævnte af tre fag, som ikke har eksamen samtidigt). Uha AF1 er jo dødspændende, her må man lege med døde dyr og få lov at terpe latinske navne til man kan dem i søvne! Super fedt faktisk :)
AF1 består dels af de mange dissektioner (hvert hold får deres egen hund), dels af biofysik og dels af nogle online løbende evalueringer. Almen Histologi synes nogen måske er lidt kedeligt, men jeg syntes det var mega hygge! Vi havde en god forelæser, og så sad vi og kiggede i mikroskop og tegnede hvad vi så :) eller det gjorde jeg, og det kan klart anbefales! Man skal købe et fint lille hæfte til faget, og der købte jeg et sæt farveblyanter og tegnede ud for hvert præparat i hæftet, hvad jeg så. Desuden skrev jeg ved siden af og satte pile, så jeg vidste hvad alle tingene var til et senere tidspunkt. Dette reddede min, og mange andres, eksamen, det er en rigtig god og hyggelig metode, ligemeget om du kan tegne eller ej!
Nå, men histologien og biofysik er det første til at blive afsluttet efter blok 2.

- Blok 3: mere af det samme, uden histo og biofysik :) her kommer den seje spoteksamen, hvor man føler sig  som dyrlæge: man går rundt mellem en masse døde dyr, med sin kittel og et board hvorpå man nedkradser en frygtelig masse latinske ord! Sejt! Bedste måde at forberede denne er at øve de gamle eksamensopgaver (dette gælder faktisk alle fag!!). Jeg købte desuden en malebog, hvor jeg gav musklerne forskellige farver og huskede dem ud fra det. Flere af os investerede også i flotte flash-cards, som man kunne øve med hinanden. Dem brugte jeg rigtig meget til at øve nerver og blodkar, da de kan være svære.
Genetik faldt mig meget naturligt egentlig, den eksamen gik rigtig fint følte jeg :) igen, gamle eksamensopgaver! Cellebio vendte jeg som sagt blankt på.

- Blok 4:
For første gang skal vi kun koncentrere os om ét fag: Anatomi og Fysiologi 2! Her bliver det RIGTIG dyrlæge-agtigt! Videre med anatomien, ind i organer og specialiserede ting. Og meget mere fysiologi, hvilket både er svært og spændende! Vi bygger videre med speciel histologi, igen lige noget for mig, ganske hyggeligt, og husk at tegne ;)
Wauw nogle seje dyr vi fik ind! Bl.a. en hest med føl (altså døde), hvor vi skulle øve os i rektal-eksploration. Her mærkede vi livmoder osv. Vi var også ude på forsøgsgården i Taastrup, hvor der var (levende!) køer, med kø-øjne i siden. Her stak man så hele armen ind, og fik lov at udforske flere forskellige maver, rigtig sjovt :)
Eksamen består af en spottest som i AF1, og en skriftlig test, hvor man både skal udfylde latinske ord, men også skrive små essays på en halv side cirka, om et fysiologisk spørgsmål. Rigtig dyrlæge-opgaver, selvom det var svært har det klart været mit yndlingsfag!

På det personlige plan går det langt bedre! Jeg har igen fået mod på at jeg skal være dyrlæge. Derudover er jeg flyttet fra mit rædsomme kollegieværelse i Rødovre, til en super lækker to-værelses i Valby. Med eget køkken, luksus! Jeg blev ret træt af kollegie-mennesker, der ikke gør rent efter sig :P Det betyder også at der er kortere ind til Frederiksberg, og jeg cykler nu :)

Jeg har netop bestilt bøger til blok 1. Vi skal have faget Immunologi, Almen Patologi og Patofysiologi. Dvs læren om sygdomme, yay! NU bliver det rigtig fedt! Glæder mig! :) Kan desuden røbe at skemaet her for blok 1 er meget mere humant, vi har fri hver mandag! Og tidligt fri mange fredage (dejligt for os med kærester i andre landsdele!).

Jeg kan slet ikke beskrive hvor meget jeg glæder mig :)

Over and out!