Blog-lovin'

Follow on Bloglovin

tirsdag den 4. august 2015

Rotation: almen klinisk praksis for store husdyr

Jeg sidder et godt stykke inde i min sommerferie.
Jeg ved godt, at jeg ikke fik opdateret siden... marts? Desværre blev jeg ramt af nogle familiære problemer oven i at jeg blev påkørt af en bilist (intet alvorligt, slog mine knæ men de er OK nu, cyklen er dog røget til skrot). Så det hele har været kaotisk, oven i en meget krævende rotation.

Trods dette, har det været den fedeste rotation! Som titlen beskriver, er det Almen Klinisk Praksis for Store Husdyr :)
Med andre ord har jeg rendt rundt ude på vores topmoderne undervisningshospital i Taastrup (kendt blandt hestefolk som LIFE eller KVL). Bussen kører fra Frederiksberg kl 7:30, og er tilbage kl 17:15, og så er det lige hjem at læse på alle de patienter, som man kan!
Hårdt, men SÅ fedt! Nu leger vi dyrlæger!

Første uge bød på studietur til Aalborg! Vi skulle have 5 dage med reproduktion på Danish Crowns slagteri. Jeg kom afsted med mit hold, vi boede på vandrehjem, lavede mad og hyggede helt vildt! De 5 dage i Aalborg var nok den bedste del af hele rotationen. Vi blev undervist af to inseminører fra Viking Genetics, og mere søde, rare og pædagogiske mennesker skal man lede længe efter!
Kurset gik ud på, at vi skulle rektalundersøge køer og bestemme om de var drægtige, og i så fald hvor langt henne, og ellers hvor de så var i deres cyklus. En meget vigtig del af det at være kvægdyrlæge! Køerne skulle alligevel slagtes, og så brugte vi ellers hele dagen med armen oppe i en masse forskellige køer!
Vi havde en lille skurvogn på slagteriet. Her mødte vi om morgenen, fik en kop kaffe og snakket med vores fantastiske undervisere. Det hele foregik på god, Nordjysk manér! Ingen morgen startede uden kaffe og en lille sludder, og så var det på med rektalhandskerne! Vi udfyldte skemaer for vores fund, og om eftermiddagen havde slagterne samlet limoderen fra alle de køer vi havde undersøgt, så vi fysisk kunne se de strukturer, som vi havde kunnet mærke inde i køerne. For hver dag blev vi bedre og bedre til at vurdere drægtighed og cyklus.
Der var også rigtig mange spændende sygdomme - pyometra så vi en del gange, og vi fandt et enkelt stenfoster også. Som sagt foregik det hele i den nordjyske sjæl - der var pause når vi havde brug for det, vi havde strålende solskin og nød madpakkerne på græsset uden for slagteriet. Vores to undervisere gav sig tid til os. Hvis man havde spurgt om hjælp og stod og ledte desperat rundt efter de skide ovarier, så blev de stående hos os, indtil vi fandt det vi skulle finde.
Vi er vant til undervisernes meget dyrebare tid, da de skal nå at hjælpe alt for mange studerende på alt for kort tid. Her var der TID, og det lærte vi meget af!
Slagterimedarbejderne var skide søde og sjove! Vi fik lov at lære at skyde med boltpistol, en rigtig god ting at kunne i kvægpraksis.
Faktisk var det helt trist den sidste dag, da vi skulle hjem til København...

Så startede jeg på hospitalet i Taastrup med at have 2 uger i vores produktionsdyrsstald. Her fik vi primært kvæg ind, samt enkelte får og lam. Malkekvægene kom ofte ind med ketose, løbedrejning, at de var "gået i stå", tilbageholdte efterbyrder, klovproblemer, mastitis (yverbetændelse) og lignende produktionssygdomme. Kødkvæg fik vi ikke så mange af, men der kom lidt, bl.a. tilbageholdt efterbyrd, tvillingefødsler (meget svært for kødkvæg, da kalvene er så ekstremt store allerede i uterus), og en enkelt Hereford med "cancer eye", som er et pladecellecarcinom som oftest ses hos racer med hvide ansigter.
Kalve fik vi en hel del af, langt størstedelen med luftvejsproblemer. Der var dog også en enkelt kalv med en arrytmi på hjertet - den fik en sød lille vest på med en EKG-måler, som den gik med! Det er sådan noget man får lov til på et universitetshospital ;) Ikke noget man lige ser gjort ude i praksis!

Vi havde også et lam med paralyse af bagparten, således at den kun gik på forbenene og måtte slæbe bagbenene efter sig. Vi prøvede alverdens ting - diverse mærkelige differentialdiagnoser, vi udtog prøver fra rygmarven, og det var lige før vi sendte den ind på smådyrshospitalet til en CT scanning!
Vi kom også ud på besætningsbesøg for at afhorne kalve - rigtig fedt at lære!
Generelt fik vi lov til RIGTIG meget selv i disse to uger. Jeg fik givet en masse medicin, udtaget blodprøver, skyllet livmoder, afhornet kalve, pumpet vomsaft op og lyttet på en MASSE komaver.

Herefter havde jeg 4 uger med heste - 2 uger på intern medicin, og to uger på kirurgi.
Her fik vi ikke lov til helt lige så meget som med kvægene, da der var betalende ejere i den anden ende. Men vi fik stadig lov til rigtig meget, mere end jeg forventede!
Igen fik jeg udtaget et hav af blodprøver og givet medicin. Det er sjovt at se tilbage på - da jeg startede var jeg nervøs ved at stikke IV (altså stikke ind i halsvenen og give medicin eller udtage en blodprøve herfra). Men efter de 4 uger havde jeg gjort det så meget, at det bare lå i hænderne og gik som smurt!
Udover dette fik jeg lov at assistere ved to operationer, den ene en tie-forward operation, som er en operation i strubehovedet, der laves på heste der har ganesejlslammelse. Rigtig spændende! Den anden operation var en stille dag i hesteafdelingen, så der blev jeg hevet over til kvægene, og hjalp til ved en brokoperation (en cirka 15 cm broksæk på bugen af en kalv). Jeg fik helt selv lov til at lukke sammen, så fik også lige øvet mine sutursting :-)

Udover dette fik jeg lagt venekateter, lagt bandager, renset sår, lavet en masse kliniske undersøgelser, lavet bøjeprøve, mønstret, læst EKG målinger, hjulpet til med røntgen og vurderet billederne bagefter..
Jeg fik også hele 3 aflivninger, hvilket aldrig er rart. Dog synes jeg det er positivt at have prøvet det nogle gange allerede, fordi det var i kontrollerede omgivelser, med en dyrlæge lige ved siden af mig, som kunne guide og støtte.
Jeg fik også skrevet en masse journaler, differentialdiagnoser, hjemsendelsesbreve, rekvisitioner til lab, og alt muligt...

Min bedste dag var helt klart, da jeg kom med en dyrlæge ud at køre. Vi besøgte en meget flot hest, og det var så fedt at komme ud "i felten". Jeg skulle tage blodprøver foran både ejer, staldejer, træner og det hele, og JA, jeg rystede på hænderne - men alting gik jo glat, for den slags havde vi allerede øvet så meget hjemme på hospitalet.
Vi lavede en masse undersøgelser, og hesten kom senere ind til operation på hospitalet.
DET var fedt! At følge en patient fra første besøg i stalden, til at tage imod den på hospitalet, forberede den til kirurgi, pleje den efter kirurgi, skrive journal, og sende den rask og glad hjem til stalden.
Så husker man hvorfor man læser dette studie!

Jeg har lavet meget mere - det er simpelthen ikke til at huske det hele. Men det har været en så fed rotation, jeg har lært ekstremt meget af, at få tingene i hænderne!

En typisk dag, både for produktionsdyr og hest, foregik således:
- Man går ned og tjekker op på sine patienter, får lavet de basale undersøgelser (temperatur, puls, respiration osv), samt de undersøgelser, der nu måtte være relevante for ens patient.
- Hvis nødvendigt blev der givet medicin og udtaget blodprøver her.
- Herefter mødtes hele holdet, og så gik vi stuegang med en underviser (specifik for kirurgi, intern medicin og produktionsdyr). Her fremlagde man sin patient, hvad kom den ind med, hvad havde man fundet i undersøgelserne, skulle den have medicin eller anden behandling, hvad var planen nu, osv. Man lærte rigtig meget, både af at fremlægge sin egen patient, samt at høre om de andre gruppers patienter, og diskuterer de bedste behandlinger for dem.
- Herefter gik dagen med at passe sine patienter, evt. bytte rundt med andre hold, så man fik set så mange cases som muligt. Vi behandlede, undersøgte, gik i laboratoriet, og assisterede dyrlægerne ved operationer og andre mere avancerede ting som vi ikke selv kunne udføre, men som vi fik meget ud af at hjælpe til med! Min favorit var dynamisk endoskopi, DET er sejt :) Vi fik også lavet en masse gastroskopier og ultralyd.
- I løbet af dagen sørger man for at opdatere sine journaler på patienterne.

Så det har været en hård og helt fantastisk rotation.
De familiære problemer landede oven i min påkørsel ganske få uger før eksamen, så jeg forventede egentlig ikke meget, og prøvede bare at læse så godt op jeg kunne.
Men SØRME om jeg ikke fik et 10-tal! Ej jeg var lykkelig!
Eksamen er i øvrigt multiple choice, med billeder, tekst og enkelte videoklip. Så den er praktisk orienteret i højere grad end vi er vant til.

Langt indlæg! Jeg nyder det sidste af sommeren :-)
I næste uge skal jeg i praktik hos en hestepraksis, og ugen efter tager jeg jagttegn, så lidt får jeg da lavet i denne sommer, selvom jeg mest har dovnet den, da det har været MEGET tiltrængt!