Blog-lovin'

Follow on Bloglovin

søndag den 27. september 2015

Rotation: almen klinisk praksis for familiedyr

Sommerferien er slut, og jeg påbegynder mit sidste hele studieår (gisp!). Om 1,5 år er jeg færdig, hvis alt går vel.... Skræmmende!

Ferien blev brugt på at tage jagttegn (som jeg bestod!) og være i praktik hos Højelse Hesteklinik. Super fedt sted, mange spændende patienter, fik rigtig meget ud af at se hverdagen for en hestedyrlæge! :)
Klinikken har også et stutteri tilsluttet, hvor de har rugehopper og laver ET (embryotransplantation). De manglede så en til at tage en weekendvagt den uge jeg var i praktik, og jeg var ikke sen til at tilbyde min hjælp. Så nu har jeg altså relevant studiejob! Endelig, efter at have arbejdet på kontor, i IKEA osv. SÅ skønt!
Man skriver sig bare på de weekender man kan, så "arbejdsbyrden" er lidt op til en selv, selvom man selvfølgelig hjælper til, hvis det kniber en weekend man ikke har meldt sig på.
Jeg elsker det: frisk luft, mudder under støvlerne, og masser af hestenusseri!
Jeg har basale opgaver som fodring, strø halm (evt. muge hvis der er god tid), give wrap, hente ind og ud fra fold osv. Derudover skal jeg trække hopperne til scanning, så jeg får set en masse ultralyd af uterus og ovarierne, rigtig fedt! Jeg har også ansvaret for at give hopperne progesteron.
Og så er de fleste bare nogle store nussehoveder, så det er der også tid til ;)

Nu er jeg videre på en ny rotation, med familiedyr! Det foregår på vores undervisningshospital på Frederiksberg, så jeg skal knapt så tidligt op som da jeg skulle til Taastrup ;)
Vi startede med 1 uges introduktion (brug af journalsystemet, klientkommunikation osv), derefter havde vi undervisningsfri i to uger, for at lave en masse cases. Men selvom man ikke skulle møde fysisk op, var der ikke tid til at dase! Cases tog rigtig lang tid, der skulle arbejdes på dem hver dag. Sidste fredag skulle vi så møde op og trække en case som vi skulle fremlægge, og en som man skulle være opponent på. Dvs. man vidste ikke hvilken case man fik, før den morgen man skulle fremlægge.
Det var en rigtig god øvelse, hvor man fik genopfrisket noget af det faglige fra MKR, som jo lå et halvt år tilbage.

Nu har vi så to ugers kirurgi. Jeg syntes det var ret angstprovokerende at møde op første dag, men det er gået fint! Vi har øvet os i sterilisation på en SimSpay (hjemmelavet model), lavet tandrensning på kadavere osv, og så har vi haft rigtige patienter! Min første operation på levende hund var en sterilisation, det var FEDT at få lov til! Og det hele gik fint :) Derudover havde vi kirurgiske konsultationer også.

De to følgende uger skal jeg have alm. konsultationer på hospitalet (almen medicin), og de to sidste uger er til ekstern praktik, hvor vi skal ud på en dyreklinik af eget valg og følge dem i to uger.

Der er ingen eksamen i denne blok, men hvert segment (cases, kirurgi, almen medicin og ekstern praktik) bliver evalueret og skal bestås hver for sig, ellers skal man tage de uger om.