Blog-lovin'

Follow on Bloglovin

onsdag den 30. januar 2013

Nu står den på farma...

Infektionsmikrobiologi er afsluttet, med et flot 10-tal som jeg er SUPER glad for! Især med tanke på, at der var lidt slinger i valsen på første år. Så at gå op og få 10, det er en super fed følelse :)
Jeg har allerede fortalt om vores øvelser i bakteriologi og virologi. Her i januar fortsatte vi så med parasitter, og selvom der er mange af dem og de er lidt klamme, så syntes jeg også de var vildt spændende! Tænk at sådan nogle små kræ kan lave så meget ravage i dyret! Super sjove øvelser :)
Selve eksamen har de ændret mange gange inden for de seneste år; i år stod den på en mundtlig eksamen uden hjælpemidler. Vi startede ud med at trække, om vi skulle op i bakteriologi, virologi eller parasitologi. Jeg ville helst op i en af de to sidste, men endte selvfølgelig med at trække en bakterie, typisk! Herefter trækker vi så igen, efter hvilken specifik ting man skal op i.
I virologi får man en sygdom forsaget af virus, samt et teoretisk spørgsmål (fx at forklare hvad et vaccinationsvindue er, eller redegøre for nogle forskellige måder at påvise virus på). Her er altså to "spørgsmål". I parasitologi trækker man et praktisk spørgsmål (fx et æg eller en orm), som man skal kunne navngive og fortælle om. Man trækker også et teoretisk spørgsmål, fx hvordan en bestemt orm spredes på marken, eller hvordan livscyklus er for en leverikte.
Hvis man trækker en bakterie, som jeg gjorde, får man en lille case til sin prøve. Min lød på "bakterier udtaget fra fæces af en kalv med diarré". Det er ikke suuuuper meget at gå på, eftersom der er pænt mange ting, der kan give diarré! xD
Men man får sin bakterie på en blodagar, og så skal man lave nogle primære tests for at spore sig ind på, hvad det er for én. Der bliver også stillet nogle sekundære tests frem, som er lavet på forhånd. Så skal man vurdere, om de er positive og negative, og også bruge dem til at bestemme bakterien. Man har en time til dette, inklusiv at tænke over hvad man vil sige om bakterien.
Jeg kom frem til, at min kalv var inficeret med Salmonella. Selve eksaminationen varer 20 minutter. Her fortæller man både teoretisk om de prøver man har lavet (fx hvorfor den blev slimet, hvorfor der kom et farveskift her osv). Herefter fortæller man om selve bakterien, med patogenese, smittevej, værtsspecificitet osv, samt hvilke andre bakterier der kan give samme sygdom, og hvilke andre sygdomme Salmonella også kan give. Det var lidt skræmmende at være til mundtlig eksamen, men er SUPER glad for mit 10-tal!

Næste stop er to nye fag: Basal Statistik og Epidemiologi, og Basal Farmakologi, Toksikologi og Farmaci. Sidstenævnte skulle være en rigtig dræber mht sværhedsgrad! Har allerede bestilt mine bøger på nettet, så jeg er klar til at læse med det samme. Det gode ved denne næste blok er, at der ikke er særligt mange timer - jeg har fri om onsdagen, så jeg kan arbejde og tjene nogle penge! Vigtigt, eftersom denne blok er sindssygt dyr! Alene to af bøgerne koster 1000 kr hver, og så er der lige resten, som ligger på omkring 600 kr per styk. Tror nogle regnede sig frem til, at den samlede pris for blok 3 var 3500 kr...
Jeg har heldigvis købt statistik-bøgerne brugte til halv pris, og den ene farma-bog har jeg også købt brugt. Derudover har jeg solgt min genetik-bog for 300 kr. Det med at købe og sælge bøger, det kan virkelig spare én mange penge! Jeg har solgt en del af mine gamle bøger, som jeg ved jeg ikke får brug for igen - fx genetik, biofysik, kompendiet i histologi osv. Jeg beholder selvfølgelig de vigtige bøger som anatomi, fysiologi, farmaci osv, da det er nogle man får brug for at kigge i resten af sin tid som dyrlæge.

Det var vidst nok for denne gang, jeg er nu halvvejs færdig med min bachelor (!!!!!), og det er ret skræmmende! Det går SÅ hurtigt!