Blog-lovin'

Follow on Bloglovin

tirsdag den 15. april 2014

Bachelorprojekt + trip til Irland

Bachelorprojektet står for døren :) og jeg finder det til stadighed urimeligt, at tiden er gået SÅ hurtigt, det er næsten ikke til at forstå. Føler jeg satte fødderne på campus for første gang igår.
Mine to eksaminer - Besætnings- og Folkesundhed samt Basal Klinisk Teori hos Store Husdyr - er begge beståede, og det gør mig hermed officielt til 50 % dyrlæge! Say what?!

Til mine kære medstuderende på de yngre årgange kommer lige et overview af de to eksaminer.
Besætnings- og Folkesundhed er ren multiple choice - MED hjælpemidler. Lyder det nemt? Det er det ikke.
Først skal man nemlig kæmpe mod sin indædte trang til at sove under samtlige forelæsninger, der handler om miljøhygiejne og fisk. Og fjerkræ. Der er noget om svin og kvæg og det er skam fint nok, men underviserne i de førstnævnte kategorier formår kun at holde en hvis procentdel af auditoriet underholdt.. Der var seriøst mandefald, især til forelæsningerne om miljøhygiejne.
Seriøst. 3 timer om slambekendtgørelser. TRE TIMER. Om love og paragraffer om håndtering af gylle, og hvordan vand løber ned gennem jorden. Sorry, det fangede mig bare ikke. Og normalt vil jeg gerne sætte et godt eksempel og lyde super positiv om alle fagene, men her sætter jeg grænsen.
Men lad mit eksempel stå som en advarsel: jeg lavede ikke nok i det fag, og det slog igen til eksamen. Der er nemlig en halv regnskov af kompendier om miljøhygiejne, der skal læses som pensum. Noget jeg ikke liiige fik gjort. Og netop problemet med multiple choice med hjælpemidler er, at tiden er sat så stramt, at der ikke er tid til at slå op! Eller rettere, man skal vide præcist i hvilket kompendie man skal lede efter tingene ;)

Så gør jer selv en tjeneste og sæt jer ind i de kompendier, selvom de er forfærdeligt kedelige. Hvordan jeg formåede at få 7 til den eksamen ved jeg egentlig ikke! :P
Oh well. Lige en ting mere: der er 5 svarmuligheder til den eksamen. Ikke 4. Der var desværre en pænt stor andel af mine medstuderende, som ikke så den 5. svarmulighed, fordi man skulle scrolle ned i programmet for at se den. SUPER super ærgerlig fejl! Så lad være med at lave samme fejl. Programmet ligner noget fra de sene 90'ere og der meget dårligt sat op, så husk altid at tjekke om man kan scrolle ned i boksen for at se flere svarmuligheder.

Eksamen i Basal Klinisk Teori hos Store Husdyr var en helt anden historie, simpelthen bare fordi det fag er så mega godt. Klart et af mine favoritter! Ja, jeg kan nok ikke løbe fra at jeg foretrækker store dyr frem for smådyr ;) og synes derfor selvfølgelig at dette fag var såå meget mere spændende end det tilsvarende for små husdyr. Eksamen er dog på samme form som for små husdyr, nemlig en essay opgave og en multiple choice del, begge dele uden hjælpemidler.
Essay opgaverne synes jeg faktisk er ret gode. Man får en lille case, ofte en hest eller en ko med nogle beskrevne symptomer. Opgaverne går så som oftest ud på at opstille en prioriteret problemliste, beskrive patofysiologien bag de vigtigste problemer samt nævne nogle differentialdiagnoser eller tolke blodprøvesvar. Dejlige opgaver, hvis man er fan af faget. MC-delen var faktisk decideret super i vores tilfælde, synes selv spørgsmålene var overkommelige, og fik en fin karakter for den eksamen. Dejligt :)

Nok om det. Efter eksamen har vi som sagt altid en friuge, og den brugte jeg på at rejse 6 dage til Irland med en anden fra studiet. Vi skulle ned på en fårefarm i Waterford med 1000 moderfår, som var i fuld gang med at læmme for sæsonen. Det var HÅRDT arbejde! Lad det være sagt med det samme, det var ingen luksusferie. Vi udførte fysisk hårdt arbejde fra kl 8 om morgenen til kl 22 om aftenen, medmindre vi ikke var nået at blive færdige, og i så fald skulle vi blive længere. Der var dage hvor man ikke engang orkede at gå i bad, og bare smed sig i sengen fyldt med sved, modermælkserstatning og lugten af får ;)
Men det var en fed oplevelse! Vi fik lov at hjælpe den lokale dyrlæge med et kejsersnit, og vi udførte selv masser af injektioner, mavesonder, give sutteflaske, tackle vrede moderfår der stangede, væltede får, holdt fast på sprællende lam, blandede mælk og colostrum-erstatning, styrede medicinforbruget og tjekkede lam for sygdom.
Gården havde desværre et massivt problem med diarre inden for de første 24 timer af lammenes liv :( de fik det de kalder "scauer", som startede med diarre og derefter gik lammene bare ned af bakke hele tiden. Hvis ikke man tog dem i opløbet, endte de med at dø. Landmanden havde samme problem året før, hvor han havde fået bugt med det vha. antibiotika. I år var der dog intet der hjalp, vi brugte en masse forskellige midler, både profylaktisk og som behandling, og lige lidt hjalp det. Det var meget frustrerende at kæmpe så hårdt for de syge lam, og de så alligevel blev svagere og svagere og til sidst døde.. :/
Jeg havde lidt set frem til at hjælpe lammene og se dem vokse sig større og stærkere hver dag, men det føltes som et sjældent syn.
Og oplevelsen lærte mig en vigtig lektie: virkeligheden er IKKE som man lære den på studiet. Gården havde massive problemer med antibiotikaresistens, de syge lam blev ikke separeret fra de raske, der blev brugt de samme nåle mellem syge og raske lam, der blev brugt de samme nåle mellem forskellige slags medicin, udstyret var ikke altid rent og ja, generelt var der faktisk ikke styr på det mega udbrud som var ved at lægge hele hans produktion ned.
Jeg havde virkelig ondt af ham, det var tydeligt at han elskede sine får og ville gøre alt for at holde dem i live, selv arbejde han langt mere end vi gjorde, han var oppe den halve nat. Men han manglede en forståelse for hvordan man kom så smitsom en sygdom til livs.
Jeg var afsted med en anden fra studiet, og er glad for jeg ikke var alene om den tur, for det var hårdt med al den sygdom og død.. Så er man virkelig ude i virkeligheden!
Mens vi var der gjorde vi selvfølgelig hvad vi kunne, for at overholde de regler vi havde lært på studiet. Vi steriliserede udstyret og tørrede det enormt beskidte bord af, hvorpå han opbevarede både medicin, foder, mælkeerstatning, håndklæde, mave-tuber osv. Men efter en dag var det allerede beskidt igen, og de andre ansatte havde ingen interesse i at holde en hygiejnestandard. Men ja, vi gjorde hvad vi kunne.
En af dagene fik vi også samlet fæcesprøver ind fra de syge lam, og kørte dem selv til dyrlægen så de kunne blive undersøgt.

Det skal selvfølgelig ikke lyde negativt det hele, er super glad for jeg tog afsted! Lammene var BEDÅRENDE og simpelthen så bløde og søde, og selvom arbejdet var rutinepræget, så var det hyggeligt at holde de søde små dyr :)
Mange af lammene var for syge til at ville sutte selv, så vi brugte riiiigtig lang tid på at lægge en tube i maven på dem og så fodre dem af den vej. Har gjort det så mange gange at jeg kan gøre det med lukkede øjne! Og den slags praktisk erfaring er bare guld værd, så meget får vi slet ikke lov at gentage ting på studiet!
Så opfordringen er hermed givet videre, tag ud i jeres mellemuger og prøv kræfter med dyrene :)

Nu er jeg hjemme, og næste milepæl bliver bachelorprojektet. Jeg skriver om Lethal White Foal Syndrome og komparative aspekter, og min faggruppe er genetik og bioinformatik. Det dejlige ved at skrive denne opgave er, at vi ikke har undervisning!!! Og det har selvfølgelig afledt et hav af planer:
jeg skal mere til fitness, se min kæreste mere, jeg skal hjem til Fyn mere, til dyrskue og IVSA Dogwash og Smediefest og HCØ Kollegiets fødselsdag og min brors konfirmation og en andens konfirmation osv osv osv.
Og pludselig kan jeg bare se på min kalender, at jeg måske liiige skulle genoverveje nogle af planerne. Selvom man har "fri", så skal man holde sig selv i nakken og være disciplineret og få skrevet noget. Jeg tænker at indrette min dag som en normal arbejdsdag, og så har jeg fri i aftenerne samt fri til at lave andre aktiviteter i nogle af weekenderne. Hvis man ikke har sat klare grænser for, hvornår man skriver og hvornår man har fri/pause, så tror jeg det meget nemt kommer til at sejle.

Projektet begynder først om en uge, så jeg kan lige nå at nyde solen lidt endnu, finde lidt flere artikler samt tage til Fyn til min mormors årlige påskefrokost. Jaja, alt er meget godt lige nu :)