Blog-lovin'

Follow on Bloglovin

søndag den 1. marts 2015

Start på rotationen!

En følger på instagram mindede mig pænt om, at jeg ikke har skrevet på bloggen længe!

I godt et halvt år, faktisk. Det halve år vi havde MKR. Av for en omgang!
Vi har lavet så meget sejt.. Jeg har opereret på levende grise, med kastrationer, laparotomier, kompleks sårbehandling og ilæggelse af dræn, samt være ansvarlig for bedøvelse af grisene og anæstesi..
I retrospekt er jeg faktisk blevet en hel del bedre til at være dyrlæge, på dette halve år. Det er som om det virkelig begynder at rykke nu, hvor vi har et mere praktisk fokus. Det er super fedt :)
Mit favoritfag på dette første halvår af kandidaten var klart MKR store husdyr! Vi har været på rideskole og aldersbedømt heste ud fra deres tænder, vi har mønstret dem og bedømt deres gang, vi har lyttet på en milliard hestelunger og -hjerter..
Og vi har været på kvægbesætning og haft en masse hands-on kalvenusseri :)
Alt muligt fedt!

Det har også været hårdt, med de to MKR fag. Lange lange dage, og man er kronisk bagud med læsning, sådan for alvor. Selvom mit hold sluttede med øvelserne som de første, og derfor havde mere tid til at læse op til eksamen end de andre hold, så var det virkelig en kamp til stregen, og en meget voldsom prioritering af, hvad man brugte tiden på.
Jeg tror aldrig jeg har læst så intenst op til eksamen, præcis som mine medstuderende. Alle var været i en surrealistisk rus af for meget information, for meget kaffe og for lidt søvn og ordentlig næring.
Og med et snit på 2,6 for MKR store husdyr, og lidt højre for MKR små husdyr, ja så siger det ikke så lidt om fagenes niveau :)

Men vi er videre!
Jeg fik den rotation jeg rigtig gerne ville have, nemlig med stordyr i blok 4. Fordelen ved dette for mig er, at alle føllene kommer ind på hospitalet i denne periode, og jeg kan meget bedre finde praktik i sommerferien, når jeg har haft den rotation.
Så man bør tænke lidt taktisk, når man vælger rotation. Omvendt er der også mange der har sørget for at få mindre husdyr rotationen her i blok 3 eller 4, så de ligeså har nemmere ved at komme i praktik allerede i denne sommerferie.

En lille ekstra bonus er, at jeg er ude på stordyrshospitalet i Taastrup i de dejlige forår og sommermåneder ;)
Bussen kører fra Frederiksberg kl 7:30 om morgenen og er tilbage kl 17:15 (præcis som når man havde stordyrs-øvelser på MKR), og sådan et skema er altså voldsomt hjulpet af lidt mere dagslys. Puha, for dem der skal derud og fryse i november og december!

Men her i blok 3 har jeg mine to første rotationsfag, Praktisk Besætningsrådgivning og Kødkontrol, og Veterinary Paraclinics.
Vi begynder på paraklinik i næste uge, så det kan jeg ikke sige så meget om. Men besætningsrådgivning har været SUPER hyggeligt, masser af busture til svine- og kvægbesætninger og masser af hands-on! I kødkontrol har vi været ude på Roskilde slagteriskole og haft en masse hands-on derude også.
Kødkontrol er fint nok, men det er nok ikke lige mig, at skulle føre audit og lave kontrolrapporter og smiley-rapporter. Jeg gider ikke være kontrolenhed, jeg vil gerne have med levende dyr at gøre :)
Men det var helt klart spændende derude, især fordi jeg jo elsker patologi!

Forhåbentligt kan denne lille update gøre op for mit fravær. Når i kære bachelorstuderende når til MKR, så ved i hvorfor jeg ikke lige har fået opdateret ;)
MEN det var de to fedeste fag vi har haft so far! Så glæd jer, selvom det er hårdt!